En helikopter fra Flyvevåbenet på Flyvestation Ålborg Eskadrille 722 dukkede pludselig ud af himlen i går eftermiddags. For øjnene at de overraskede gaster på Havhingsten gennemførte besætningen på helikopteren en øvelse sammen med MHV Jupiter.
”Vi udfører meget ofte øvelser med helikoptere fra forskellige flyvestationer rundt i landet. Vi træner særligt meget i at få tilskadekomne hejst op fra vores skib til helikopteren. Når uheldet er ude til søs, så er helikopteren altid den hurtigste vej til hospitalet”, siger kaptajnløjtnant Henrik Rask. En af Marinehjemmeværnets mange opgaver er at bistå ved redningsaktioner til søs.
Den store Sikorsky-helikopter hang kun få meter over det vippende agterdæk på MHV Jupiter og mandskabet blev firet ned og hejst op flere gange. Om bord på helikopteren var to læger, en redder og to piloter. Den ene læge var under optræning i det meget krævende redningsarbejde.