Gør din fritid mere eventyrlig - Sejl med Vikingeskibsmuseets skibe i et bådelaug

Det genskabte vikingeskib Ottar, copyright Vikingeskibsmuseet.
I Vikingeskibsmuseets bådelaug lærer du at sejle med laugets skib eller båd. Flere laug har ugentlige sejldage og laugene arrangerer også fællessejladser, weekendture og længere sommerferieture.
Udgivet 05/03-2024

Nye venskaber, store naturoplevelser, klare stjernehimler, saltvand i håret, frisk vind i ansigtet og historiske materialer mellem hænderne. Lad computeren og den fyldte mailindbakke blive hjemme og brug din fritid på fjorden i et vikingeskib.

Som en del af et bådelaug på Vikingeskibsmuseet træder du ind i et fællesskab med stor forståelse for naturens kræfter på havet og det særlige liv ombord på de traditionelle træskibe og genskabte vikingeskibe.

Der er altid god stemning, uanset om vi står og maler i snevejr eller sejler rundt i aftensolen. Det er også en helt særlig følelse at være med til at vedligeholde en 130 år gammel Nordlandsbåd.” - Sara Næss Elleskov, sejler båden Rana.

Lær at sejle på historiens præmisser

Når du træder ombord i Vikingeskibsmuseets skibe, træder du ind i et fællesskab af passionerede entusiaster, unge som gamle, der deler kærligheden til havet og historien.

De erfarne medlemmer af bådelaugene vil guide dig gennem hvert skridt, så du snart selv vil mestre kunsten at klargøre, vedligeholde, ro, sætte sejl og navigere de majestætiske skibe gennem fjorden, som vores forfædre gjorde det.

Sammen beskytter vi ikke blot skibene, men også de værdier og traditioner, de repræsenterer.

Årlig pris for medlemskab af et bådelaug

Almindeligt laugsmedlem: 750 kroner

Støttemedlem (sejler maksimalt 3 dagture i sæsonen): 375 kroner

Studerende & unge under 25 år: 375 kroner

Børn og unge under 18 år: Gratis

Medlemsfordele:
Adgang til hele Vikingeskibsmuseet med én ledsager
Rabat i Museumsbutikken
Adgang til faglige arrangementer for bådelaugene mm.

Hvert enkelt laug her derudover et kontingent på et par 100 kroner. 
Ved de årlige togter, betaler man en dagspris på omkring 100 kroner, der dækker morgenmad, frokost og aftensmad.  

» Læs meget mere om bådelaugene her, hvor du også kan melde dig ind...

Levende fortællinger for sejl

Som en del af et sejlende fællesskab oplever du vores maritime historie på en måde, som ingen bog, film eller serie nogensinde kan nå op på siden af.

For hvordan er det at sove under åben himmel efter en hel dags roning? Hvordan lyder det, når vinden tager fat i et sejl lavet af uld? Hvordan arbejder man sammen om at lægge til, hvis vinden pludselig tager til?

Vores autentiske vikingeskibe er ikke blot genstande, de er levende fortællinger om en epoke, der formede verden, som vi kender den i dag.

Kom ind i et stærkt fællesskab

Til hver af bådene hører et bådelaug. Det er alle fællesskaber, der giver en stærk forbindelse til vores fælles fortid.

Hvis du ikke ved præcis hvilket skib og hvilket bådelaug, der passer til dig, så kan du kan starte med at sejle med en onsdag.

Hver onsdag aften i sejlsæsonen er der sejlads fra Museumshavnen på tværs af bådelaugene. Her sejles der i småbådene for at træne sejlkundskaber. 

Er du mindre fascineret af sejl, men vil gerne ro i de traditionelle træbåde kan du blive medlem af rolauget. De ror ud på Roskilde Fjord hver torsdag aften i sejlsæsonen. 

Eventyrlige sommerferietogter 

De aller største oplevelser får du, hvis du vælger at tage med på laugets sommertogt, hvor besætningen sejler ud i det blå i flere uger.

Vikingeskibsmuseets bådelaug har sejlet i farvandene omkring England, Sverige, Norge, Irland, Grønland, Tyskland, Færøerne og endda ned ad Seinen i Paris.

Hvert forår aftales årets sommertogt med Vikingeskibsmuseets sejladstjeneste og bådeværftet. 

Sejl ind i historien. Sejl med Vikingeskibsmuseet.

Vikingeskibsmuseets bådelaug sejler i disse skibe:

Havhingsten fra Glendalough: 
Verdens største rekonstruerede vikingeskib. Skibet er åbent og kan både roes af en besætning på 60 mand eller sejles for råsejl.  

Ottar: 
Et rekonstrueret handelsskib fra vikingetiden. Ottar sejler med besætning på mellem 5 og 20 personer for sejl, men kan ikke roes med årer. Der er plads til at besætningen kan sove i telt ombord.

Helge Ask:
Skibet er en rekonstruktion af et lille krigsskib fra vikingetiden. Helge Ask sejler med en besætning på mellem 12 og 30 mand og kan både ros og sejles for sejl.

Skjoldungen og Kraka Fyr:
Begge skibe er rekonstruktioner af en fiskerbåd fra vikingetiden. Skibene er oplagte til at lære at sejle med vikingeskib og kan sejles for sejl og ros med en besætning på mellem 6 og 14 personer.

Estrid Byrding:
En rekonsktruktion af et lille fragtskib fra vikingetiden. Skibet kan sejles for sejl og ros af en besætning på mellem 5 og 20 personer.

Rana:
En Nordlandsbåd fra Norge bygget i 1892. Skibet sejles for både sejl og årer med en besætning på mindst 5 personer.

Marcus Noer:
Marcus Noer er en kopi af en Frederikssundjolle fra 1900. Den kaldes også en "firesejlsjolle", fordi den er rigget op med fire sejl: sprydstagesejl, fok, klyver og topsejl.