Succes med online-undervisning bliver nu til online-rundvisninger for alle

Vikingeskibsmuseet i Roskilde er lukket på grund af Corona restriktionerne. Men der er alligevel liv på museet, når der afvikles online-undervisning og rundvisninger direkte fra Vikingeskibshallen. Foto: Jacob N. Andreassen
Udgivet 04/03-2021

Nu kan alle få glæde af vores store succes med online-undervisning direkte fra Vikingeskibshallen - vi kalder det 'Online guidet rundvisning - live fra museet', og hold jer ikke tilbage - rundvisningen kan tilpasses alle aldersgrupper.

Selvom udstillingerne på Vikingeskibsmuseet er lukkede på grund af Coronarestriktionerne, er der alligevel liv på museet, når skoleelever får live online-undervisning direkte fra Vikingeskibshallen. 

Og succesen har været overvældende og interessen fra andre grupper, end skoleklasser, er besyndt at vise sig. Derfor tilbyder vi nu også livestreamede rundvisninger til foreninger, ungdomsuddannelser og univarsiteter - ja, til alle, som har lyst til en virtuel rundvisning i Vikingeskibshallen.

Kom helt tæt på vikingetiden – hjemme fra sofaen

Besøg museet og se de fem 1000 år gamle vikingeskibe fra din egen computer. Lad en af vores dygtige rundvisere tage jer med på en tur tilbage til vikingetiden og kom helt tæt på de gamle skibe, på en måde der ikke kan lade sig gøre ved et fysisk besøg.

Imens vi bevæger os rundt på museet, fortæller vi de spændende historier om vikingernes skibsbygning, kongemagt, håndværk og krig.

'Live' via Microsoft Teams

Rundvisningen foregår via Microsoft Teams og det er muligt at stille spørgsmål undervejs, og bede rundviseren fremvise særlige detaljer.

Uanset om I er en familie, kollegaer eller en gruppe venner, vil vores rundvisere være opmærksomme på netop jeres gruppes ønsker.

Book forløb: booking(at)vikingeskibsmuseet.dk eller tlf.nr. 46 300 253 (hverdage kl. 10-14)

Varighed: 1 time

Pris op til 30 personer: 1500 kr. (+ 20 kr. pr. person ud over de 30)

Vi anbefaler maks. 30 personer af hensyn til muligheden for dialog med rundviseren undervejs.

 


Oprettet af Lærke Søgård