Tag med på en gratis testrundvisning i vinterferien

Projektleder for formidlingsuniverset i Nyt Vikingeskibsmuseum Louise Kæmpe Henriksen og teamleder for publikumsformidling Jacob Nyborg Andreassen vil stå for testrundvisningerne.. Copyright Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
Udgivet 02/02-2024

Kom med på gratis rundvisning og vær med til at teste, hvilke fortællinger museet skal bære med sig til Nyt Vikingeskibsmuseum om de mennesker, der levede, byggede skibe og sejlede ud i verden i vikingetiden.

I vinterferiens uge 7 inviterer vi 60 heldige personer med rundt i Vikingeskibshallen blandt de 1000 år gamle Skuldelevskibe til en gratis rundvisning, der tester en række fortællinger om vikingetidens mennesker og kulturhistorie.

Folk i Skandinavien havde gennem vikingetiden en nærmest uhæmmet virkelyst med opdagelsesrejser, bosættelser, handelsrejser og erobringstogter. Det var en epoke med helt særlig innovative og begivenhedsrige kapitler i Nordens historie. 

Deltager du i en af de tre rundvisninger, får du også gratis adgang til museets øvrige aktiviteter i vinterferien. 

» Læs mere om vinterferiens øvrige aktiviteter her..

Tre gratis testrundvisninger i vinterferien

Lørdag d. 10. februar kl. 12.00.
Onsdag d. 14. februar kl. 12.00.
Fredag d. 16. februar kl. 12.00.

Rundvisninger er for voksne og børn fra 14 år.
Der er plads til 20 deltagere på hver rundvisning.
Rundvisningerne varer cirka 45 minutter.

Tilmelding skal ske til Sabine Damgaard Heshe:
» Mail: sdh(at)vikingeskibsmuseet.dk
» Telefon: 42725860

Vikingetidseksperter som guider

Det er ikke hvem som helst, der kommer til at stå i spidsen for de tre særlige rundvisninger i vinterferien. 

Jeres guide rundt blandt de smukke Skuldelevskibe fra vikingetiden vil enten være uddannet arkæolog eller historiker, og har derfor en enorm viden om vikingetidens skibe og kulturhistorie.

Det bliver nemlig enten historiker og projektleder for formidlingsuniverset i Nyt Vikingeskibsmuseum Louise Kæmpe Henriksen eller arkæolog og teamleder for publikumsformidlingen Jacob Nyborg Andreassen, der vil lede jer gennem Vikingeskibshallen.

På rundvisningen vil de teste, hvordan en række medrivende fortællinger om de mennesker, der sejlede de fantastiske vikingeskibe fungerer. I bliver deres dommere. 

Efter rundvisningen vil I blive bedt om at deltage i en kort spørgeskemaundersøgelse. Udvalgte deltagere vil blive spurgt, om de vil deltage i korte opfølgende interviews.

Nye fortællinger til et nyt museum

I januar blev det offentliggjort, hvordan det nye hjem til vikingeskibene kommer til at se ud. I den nye bygning med navnet 'Skrinet' kommer museumsgæster til at møde de tusind år gamle skibe i en ny udstilling.

Vikingeskibsmuseet drømmer om at skabe en uforglemmelig oplevelse i et rum, der fremhæver skibenes skulpturelle kvaliteter, deres smukke linjer og form. 

Men sammenlignet med udstillingen i den eksisterende vikingeskibshal, skal oplevelsen beriges ved at give den kulturhistoriske fortælling bedre plads.

Hvordan I tager imod de fortællinger, vi præsenterer for jer i testrundvisningerne vil fungere som et pejlemærke for, hvilke kulturhistoriske fortællinger, der får plads i Nyt Vikingeskibsmuseum.

» Læs mere om Nyt Vikingeskibsmuseum her...