Turen går til... Vikingetiden!

Udgivet 01/11-2017

Ny rejseguide, der fører dig ind i Vikingetiden og ud i landskabet. Vikingeskibsmuseet har sammen med de øvrige danske vikingeattraktioner og -museer været med til at skabe Politikens 'Turen går til vikingetiden'.

Vikinger er populære som aldrig før, og nutidens danskere opsøger historien om vikingerne i et hidtil uset omfang. Derfor udgiver Politikens Forlag den 2. november ”Turen går til vikingetiden”, som er en guide til Danmarks vikingetid, holdt i den velkendte stil, som kendetegner Turen går til-serien. 

Den er blevet til i et samarbejde mellem Politikens Forlag og de danske museer og attraktioner i sammenslutningen 'Vikingebuen', hvis medlemmer ikke blot har bidraget med viden, men også skrevet store dele af indholdet.

"Her på Vikingeskibsmuseet har vi i mange år savnet en bog som 'Turen går til vikingetiden'. Der er mange gæster, der spørger efter den næste gode vikingeoplevelse, og her er bogen en mulighed for at mange flere kan få øje på de lidt mindre museer, man måske ikke kender - og nem indgang til at opleve de monumenter, der stadig står tilbage i landskabet, og som kan opleves ganske gratis!" Fortæller Rikke Johansen, ansvarlig for kommunikation og markedsføring på Vikingeskibsmuseet.

Ind i Vikingetiden og ud i landskabet

Turen går til vikingetiden er den ultimative rejseguide til dem, som vil følge i vikingernes fodspor. Den rummer en let tilgængelig introduktion til, hvem vikingernes var, og hvad der er myte og virkelighed. I en række i kapitler fortæller den om vikingernes liv og dagligdag, deres tro og tankegang, klæder, kunst og kultur, konger og krigere samt skibe og skatte, runer og rejser til fjerne lande. Der er også blevet plads til et afsnit om ny nordisk vikingemad samt en vikingeparlør og detaljerede faktabokse, der sparer rejsebudgettet for udgifter til googlesøgninger.

Turen går til vikingetiden er en detaljeret fører til de mange synlige spor af vikingerne, der findes rundt omkring i Danmark i form af monumenter, gravhøje og runesten. De er beskrevet efter regioner, og der er forslag til ruter, man kan følge med en afstikker til det gamle danske vikingeland, der i dag ligger uden for landets grænser. Desuden rummer den en række tips til overnatningssteder, gårdbutikker, spisesteder og begivenheder, der har vikinger som tema eller er inspireret af vikingerne. 

Men ikke mindst er det en guide til de mange museer, som udstiller fund i verdensklasse og til de oplevelsescentre, hvor man kan møde ’levende’ vikinger og få sanselige vikingeoplevelser. Styrken ved Turen går til vikingetiden er, at den er skrevet af de historikere og arkæologer, som til dagligt formidler vikingerne og arbejder med historien. Det sikrer et meget højt fagligt niveau.

Vikingesksibsmuseet har bidraget til Turen går til vikingetiden med flere artikler, blandt andet om vikingernes skibe og sejladser samt med afsnit om Havhingsten og Vikingeskibsmuseet madkoncept: Ny Nordidsk Vikingemad'.

Turen går til vikingetiden udgives af Politikens Forlag i samarbejde med Vikingebuen.
Bogen er på 168 sider og kan købes fra den 2. november.
Prisen er 190,00 DKK.
Udgivelsen er støttet af Culture Plus-puljen under kulturstyrelsen samt Arbejdsmarkedets Feriefond


Oprettet af Sabine Stubbe Østergaard