Vikingeskibsmuseets marinarkæologer har fundet og udgravet et imponerende middelalderskib tæt ved København. Skibet har vist sig at være verdens største kogge, en særlig skibstype, som revolutionerede handlen i hele Nordeuropa.
Fra 7. til 22. februar er historien om middelalderskibet Svælget 2 omdrejningspunkt for vinterferiens aktiviteter for børnefamilier.
Det mystiske skibsvrag
Skattejagten Det Mystiske Skibsvrag følger sporene efter skibet og leder efter svar på de spørgsmål, som også optager forskerne: Hvor gammelt er skibet, hvem sejlede med det, hvad fortæller de mange fund om livet ombord, og hvorfor endte skibet på havets bund?
I vinterferien kan I kaste jer ind i jagten på svarene. Gennem spor, genstande og fortællinger rundt på museet skal hele familien forsøge at løse gåden om skibet.
Her møder I historier om pirater, konger og købmænd, der udnyttede havet til handel og magt. I får også indblik i en verden af lange rejser og handel i stor skala, hvor livet til søs i middelalderen var forbundet med både store farer og – hvis alt gik vel – betydelig rigdom.
Først møder i dykkeren der forsyner jeg med skattekort og sætter jer i gang med at løse gåden. Til sidst møder I arkæologen, som I skal hjælpe med at finde de allermindste ting mellem vand og sand fra verdens største kogge. Løser I gåden kan I deltage i konkurrencen om at vinde en familie-sejltur på Vikingeskibsmuseet til sommer.
Besøg marinarkæologernes værksted
I marinarkæologernes værksted kan I opleve pop-up udstillingen Gåden i dybet.
Her fortælles historien om fundet og udgravningen af to spektakulære skibsfund, og om arkæologernes arbejde med at at dokumentere, analysere og forstå skibene.
Udstillingen giver et sjældent indblik i den forskning, der normalt foregår langt fra offentligheden, og viser, hvordan fragmenter fra havets bund kan ændre vores viden om fortiden.
Gåden i dybet fortsætter i vinterferien på Vikingeskibsmuseet
Har du endnu ikke set den spændende DR-dokumentarserie Gåden i dybet?
Alle fire programmer om marinarkæologernes arbejde med verdens største kogge kan ses på DRTV
» Læs om skibsfundet her
Program i vinterferien 7. til 22. februar 2026
10.00–16.00: Pop-up udstillingen Gåden i dybet
10.30–15.30: Skattejagt Det Mystiske Skibsvrag
11.00–11.45: Guidet rundvisning i Vikingeskibshallen (engelsk)
14.00–14.45: Guidet rundvisning i Vikingeskibshallen (engelsk)
15.00–16.00: Vikingernes fund og fortællinger (dansk og engelsk)
Vinterferien byder på mange andre oplevelser. I kan gå ombord på vikingeskibe, klæde jer i vikingetøj og lege jer tilbage til livet på havet for 1.000 år siden.
I BørneBygden kan I udforske hverdagen for dem, der blev hjemme, mens andre drog på togt, og i oplevelsesudstillingen Stig ombord kan hele familien følge en sørejse mod fjerne kyster.
Der er desuden guidede rundvisninger i Vikingeskibshallen på engelsk samt fortællinger om vikingetidens fund og forskning.
Vinterferie på Vikingeskibsmuseet
Vinterferieaktiviteter: 7. - 22. februar
Åbningstid: Alle dage kl. 10–16
Entréen inkluderer skattejagten, audioguide, særligt tilrettelagte fortællinger til børn og voksne, oplevelsesudstillingen Stig ombord, BørneBygden og det digitale spil MuseumsMysteriet.
Børn under 18 år: Gratis entré
Familiebillet (2 voksne og børn under 18 år): 220 DKK
» Køb entrébillet her
» Læs mere om vinterferieaktiviteterne her
Gratis parkering: Vindeboder 12, 4000 Roskilde








