Pressemeddelelse - Efterårsferie ombord på Havhingsten fra Glendalough

Halvanden døgn med 30 søsyge gaster, manglende vind på østkysten af England, champagne og østers i Glyngøre og 15.000 mennesker, der tog imod i Roskilde...

Efterårsferien på Vikingeskibsmuseet i Roskilde bliver en oplevelsesrejse med Havhingsten fra Glendalough. En uge fyldt med åbent skib, rejseberetninger, film, vikingelege og en fin ny udstilling med børnetegninger af Havhingsten.

Om bord på Havhingsten bliver der fortalt historier om returrejsen fra Dublin til Roskilde alle hverdage i uge 42 kl. 11. og 13. Her vil Louise og Sidsel skiftes til at fortælle om alle deres oplevelser som besætningsmedlemmer på verdens største vikingeskib. I museets åbningstid kan alle betalende gæster komme ombord og prøve kræfter med skibets tunge årer, smage på den helt særlige Havhingstegrød eller afprøve de alt andet end bløde sovefaciliteter. Som på et rigtigt togt med Havhingsten gælder det om at tage tøj på, der passer til vejret.

I Vikingeskibsmuseets biograf vises filmen fra Havhingstens tur til Dublin i 2007. Mere end 10 millioner mennesker over hele verden har allerede set BBC dokumentaren om sidste års sejlads til Dublin. Nu viser Vikingeskibsmuseet filmen i museets biograf alle dage i efterårsferien fra d 11. okt. – 19. okt. I weekenderne kl. 12.00 og 14.30 og i hverdagene i uge 42 kl. 13.00. Adgang til biografen er gratis ved køb af indgangsbillet til museet. Filmen varer 50 min.

Da Skipper på Havhingsten, Carsten Hvid, gik og glædede sig til at føre skib og besætning fra Dublin til Roskilde, fik han en rigtig god ide: ”Hvis jeg får en rigtig flot tegning af Havhingsten, vil jeg tage ’kunstneren’ og hans eller hendes familie med ud på en sejltur i Havhingsten. Mere end 180 børn deltog i tegnekonkurrencen. Fra efterårsferien og resten af året kan alle de flotte tegninger ses i Vikingeskibshallen.

Besøg også særudstillingen ’Fuldblod på Havet’, se fotograf Werner Karrash’ eventyrlige billeder på Museumshavnen og besøg Bådeværftet, hvor der i øjeblikket bliver bygget traditionelle danske joller.

Alle dage er der omvisninger på museet kl. 12 (engelsk) og kl. 14 (dansk).

Pris: voksne kr. 55, børn til og med 17 år gratis adgang. Alle aktiviteter er gratis, når indgangen er betalt.