Gæster er vilde med at få øksen i hånden!

*** Local Caption *** Afd. 11 Projekt 704 Undervisningsforløb

For 6. år i træk kan Vikingeskibsmuseet i Roskilde glæde sig over stigning i antallet af museumsgæster.

I 2016 blev der indløst hele 155.745 biletter, hvilket er en stigning i antal på ca. 6,5 % i forhold til de 146.891 besøgende i 2015.

”Vi er jublende lykkelige over, at det lykkedes os at tiltrække flere gæster til Vikingeskibsmuseet i 2016”, fortæller Rikke Johansen, Teamleder for kommunikation og markedsføring på Vikingeskibsmuseet. ”Vi har set en stigning i antallet danske gæster samtidig med, at vi har fastholdt vores store internationale publikum på lige ved 70 % af det samlede antal besøgende.”

Gæster fra hele verden

Vikingeskibsmuseet gennemfører flere analyser af gæstesammensætningen, og disse analyser viser, at efter danskerne udgør Nordamerikanerne med 15 % den næststørste gruppe af besøgende mens tyskerne tegner sig for 8 %. Også englændere, italienere, franskmænd og spaniere lægger også vejen forbi museet og tegner sig ligeligt for omkring 5 % hver, mens de sidste 27 % fordeler sig på et utal af nationaliteter fra absolut hele verden.

”Når man en kold vinterdag møder en familie fra Marshalløerne, der har valgt at tilbringe en dag i Roskilde for at opleve vikingernes skibe, fyldes man med nysgerrighed over, hvorfor valget fald på os”, fortæller Rikke Johansen. ”Vores besøgende er heldigvis oftest meget glade for at fortælle om, hvordan de fik ideen til at besøge os og hvad, der faktisk fik dem til at komme. Og ved at gå i dialog med gæsterne, bliver vi hver dag klogere på, hvordan vi bedst når ud til kommende gæster”.

Vikingeskibsmuseets analyser viser, at gæsterne forbereder sig hjemmefra. De læser anmeldelserne på blandt andet TripAdvisor og Google+, hvor Vikingeskibsmuseets gæster vurderer et besøg til at være 4,5 ud af 5 stjerner værd. Gæsterne orienterer sig også i høj grad via Facebook og museets hjemmeside, når de skal vælge, hvad ferien skal indeholde.

100 % tilfredshed

Vikingeskibsmuseet har gennem de seneste år arbejdet målrettet på at forbedre museumsoplevelsen for gæsterne ved at lytte til både ros og ris.
”Da vi for et par år siden begyndte systematisk at indsamle gæsternes vurderinger af deres besøg på Vikingeskibsmuseet, tegnede der sig hurtigt et tydeligt mønster: Vores gæster vil have fingrene i bolledejen, så at sige”, fortæller Rikke Johansen. ”De efterspurgte i meget højgrad muligheden for at komme i dialog med dem, der virkelig ved, hvad de taler om. Gæsterne elsker simpelthen muligheden for at komme helt tæt vores specialiserede håndværkere og selv få mulighed for at arbejde med vikingetidens materialer og teknikker”.

Derfor arbejder Vikingeskibsmuseet med specialiserede temauger hen over højsæsonen, hvor gæsterne kan prøve kræfter med alt fra krigskunst til sømandsfærdigheder. Men det er tydeligt, at gæsterne virkelig kommer for at dykke ned i vikingernes håndværkskunnen:
”Gæsternes tilfredshed med oplevelsen på Vikingeskibsmuseet ligger normalt på lige ved 95 %, men i de temauger, hvor vi sætter fokus på rebslagning, sejlmageri, smedning og bådebygning ligger tilfredsheden på imponerende 100 %, fortæller Rikke Johansen, ”Der er ingen tvivl om, at gæsterne kommer for at blive klogere på vikingernes skibe og det håndværk, der lå bag de velbyggede konstruktioner, og rigtig mange – især udenlandske gæster – bliver svært overraskede, når de faktisk får stukket en økse i hånden og får lov til at prøve kræfter med at hugge en skibsplanke til”.

Fortiden op i nutiden

Vikingeskibsmuseets formidlingsmantra er, at bringe fortiden op i nutiden. Det betyder blandt andet, at personalet ikke er klædt ud i vikingedragter og, at det ikke er på Vikingeskibsmuseet, du skal forvente at opleve historiske iscenesættelser.
”Det er et helt bevidst valg, at vi ikke ’leger’ vikinger hos os. Vores historie handler rigtig meget om den teknologiske udvikling, der gør det muligt for Nordens mennesker at rejse ud, erobre, bosætte sig og handle. Og den fortælling understøtter vi ved at inddrage vores gæster i vores arbejdsmetode, hvor håndværkere, sejlere og forskere - ved at arbejde sammen – opnår helt unikke forskningsresultater, der giver ny viden om vikingetiden. På den måde får vi mulighed for at lukke gæster med helt ind i ’maskinrummet’, samtidig med, at de får muligheden for selv at være bådebyggere, rebslagere eller sejlmagere for en dag”, slutter Rikke Johansen.

Fakta:

Ikke siden 1998 – der var det første hele år efter åbningen af Museumsøen – har så mange gæster besøgt Vikingeskibsmuseet.

Mere end 500.000 mennesker bruger museumsområdet på årsbasis. Det tal kendes ved at antallet af mennesker, der passerer broen over Museumshavnen fra øst mod vest, tælles via en automatisk tæller.

Vikingeskibsmuseet analyser viser, at omkring 80 % af gæsterne også besøger Roskilde by i forbindelse med museumsbesøget.

92 % Vikingeskibsmuseet gæster angiver, at de vil anbefale deres venner at besøge Vikingeskibsmuseet.


Oprettet af Rikke Tørnsø Johansen