Pressemeddelelse - Se bådene komme på land lørdag den 28. oktober kl. 10.00

Den sidste lørdag i oktober har udviklet sig til en hyggelig dag ved Roskilde Havn. Den dag sætter bådelaugene ved Vikingeskibsmuseet hinanden i stævne og trækker i fællesskab deres både på land. I alt seks skibe skal hales op af fjorden i løbet af dagen, deriblandt den 30 meter lange rekonstruktion af et vikingeskib, Havhingsten fra Glendalough.

Alle er velkomne til at komme forbi og følge denne Roskildebegivenhed, der vil begynde omkring kl. 10. Dagen vil også byde en mulighed for at snakke med de forskellige bådelaug og høre om deres sejladser.

De seks skibe der skal trækkes på land er den svenske kirkebåd Brudpiga, den norske nordlandsbåd Rana og de fire vikingeskibsrekonstruktioner Kraka Fyr, Roar Ege, Helge Ask og Havhingsten fra Glendalough. Det hele foregår ved Museumshavnen på Vikingeskibsmuseet.