MedlemsNyt 6/2022 for foreningen 'Vikingeskibsmuseets Venner'

Rekonstruktioner af Vikingeskibe på land foran museet.
Alle museets skibe er kommet på land for vinteren. De fleste står på græsset foran museet, men et par stykker står på værftspladsen og skal repareres i løbet af vinteren. Her et billede fra forårsklargøring.

Kære medlemmer

Det er med stor glæde, at vi kan invitere til et spændende foredrag på torsdag den 24. november kl. 19.30 i Vikingeskibshallen. Morten Ravn, Museumsinspektør og Ph.d. fra Vikingeskibsmuseet, vil i foredraget fortælle om de helt unikke guldbåde fra Nors, som er ca. 100 små bådmodeller i guld med spanter og ræling i bronze. Morten Ravn vil invitere os ind i refleksionerne om de forskellige mulige dateringer, som Guldbådene fra Nors lægger op til, og diskussionen om den problematiske datering af det omdiskuterede fund.

Morten Ravn har lige udgivet en ny bog, som han blev interviewet om af Jeanette Varberg på Bogforum. Morten skrev selv på Facebook om interviewet: ”Hun havde sat sig godt ind i bogens indhold og emner, og hun styrede slagets gang med sikker hånd. En faglig udfordring blev det også til, da jeg skulle argumentere for min datering af Guldbådene fra Nors til germansk jernalder - en skibsarkæologisk tradition. Læs mere i min nye bog om skibe og søfart i Danmarks oldtid, og kom forbi Vikingeskibsmuseet den 24. november kl. 19.30, hvor jeg vil fortælle om de vildt spændende guldbåde og deres besværlige datering. Måske kan I overbevise mig om, at de skal dateres til bronzealderen, som de fleste arkæologer mener? Måske kan I ikke?”

Foredraget er en del af Venneforeningens foredragsrække og er som altid gratis for medlemmer med ledsager. For ikke-medlemmer koster det enkelte foredrag 50 kr.

Venlig hilsen

Thomas Larsen-Schmidt
Foredragskoordinator


Oprettet af Trine Harvøe Kristensen