Påskeferie på Vikingeskibsmuseet – Bliv arkæolog for en dag

Påskeferie på Vikingeskibsmuseet

Har du nogensinde tænkt over hvilke skjulte skatte, skibsvrag og stenalderbopladser, der ligger lige under havets overflade?

Vikingeskibsmuseet har arkæologiske påskeferieaktiviteter hver dag fra 1. – 10. april

Under havet findes masser af spor af vores fortid og de mennesker, der levede her før os. I påskeferien sætter vi fokus på de specialuddannede arkæologer, der arbejder med fund fra havets dyb. Marinarkæologer kaldes de. 
Det er marinarkæologerne, der dykker ned på havbunden og laver udgravninger under vand. Her finder de blandt andet oversvømmede fiskeanlæg fra stenalderen, gamle geværer og ikke mindst skibsvrag, ligesom de fem verdensberømte vikingeskibe vi har udstillet i Museumshallen.
Hør om deres arbejde og undersøg selv nogle af vores aktuelle og spændende fund i det åbne værksted.
 

Mærk fortiden fra dybet

Hver dag i påskeferien kan I følge i arkæologernes kølvand og udforske ældgamle fund, som museets arkæologer har hentet op fra havets dyb.
Genstandene har ligget under vand i mange år og opbevares derfor i et vandkar, for ikke at forgå - så I skal være friske på at få våde hænder. Vi inviterer inden for i marinarkæologernes værksted og viser udvalgte fund fra vores samling frem. Her bliver du klogere på, hvordan vores genstande er blevet fundet og hvad fundene kan lære os om fortiden.
I museumshallen kan I også analysere et rekonstrueret skelet. Som ægte arkæologer, skal I selv finde ud af, hvad knogler og gravgaver kan fortælle os om køn, alder, dødsårsag og højde. Ud fra de informatiner kan I overveje, hvilket skib i museumshallen den døde viking kan have sejlet med.  

I kan gå på opdagelse i marinarkæologerne værksted hver dag fra kl. 10.30 til 15.30.

Tag med på Handelstogt

Tag med på familierundvisning, hvor I kommer med stormanden 'Ottar' på togt, når han rejser fra det nordlige Norge til handelsbyen Hedeby i det sydlige Danmark. To gange om dagen laver vi de speciale rollespilsinspirerede rundvisninger for børn og barnlige sjæle. Her bliver alle deltagere inddraget, så alle på rundvisningen bliver en del af historien om vikingernes togter til fremmede kyster.

Det var skibe som de fem, der er udstillet på Vikingeskibsmuseet, der gjorde de skandinaviske folk i stand til at rejse længere end nogensinde før og sætte deres aftryk på verdenshistorien. Havet blev forbindelsen til fjerne lande og skibet blev grundlaget for hele samfundet. På vikingeskibsmuseet arbejder vi også med en slags rollespil gennem vores eksperimentalarkæologiske metoder. Her oparbejder vi viden om vikingernes hverdag til søs når vi sejler på forskningstogter, og vi får større forståelse for vikingernes byggeteknikker og håndværksmæssige arbejdsmetoder hver gang vi laver en rekonstruktion af et skib fra vikingetiden.  

Der er familierundvisninger hver dag kl. 12.00 og kl. 14.00.

Bliv fortidsdetektiv på egen hånd

Har I mest lyst til at udfolde jeres indre arkæolog på egen hånd, så kan I tage på skattejagt rundt på museet med et opdagelsessæt i hånden. Ligesom forskere, der undersøger ting fra gamle dage, så kan I finde ud af en masse om vikingernes skibe og sejladser ved at kigge grundigt på de gamle skibe, vi har udstillet i Museumshallen. De fem rigtige vikingeskibe, blev brugt af vikingerne til både krig, fiskeri og handel. Kigger man nøje efter, får man øje på de små, skjulte spor, der gemmer på store hemmeligheder og åbenbaringer.

Opdagelsessættet koster 25 kroner og indeholder en flot præmie.

Lørdag den 1. april til mandag den 10. april 2023

Aktiviteterne er tilrettelagt for familier med børn i alderen 6-14 år.

Åbent dagligt: 10.00 - 16.00

Kom tæt på fortiden:
Fundværksted: 10.30 - 15.30
Skeletanalyse: 10.30 - 15.30

Rundvisninger på dansk og engelsk:
Rundvisning på engelsk: kl. 11.00
Familierundvisning på dansk: kl. 12.00 og kl. 14.00
Varighed: ca. 45 minutter

Vil du være fortidsdetektiv:
Opdagelsesskattejagt på egen hånd: 10.00 - 16.00
Opdagelsessættet inkl. en fin præmie koster 25 kr.

» Se hvad der ellers sker på Vikingeskibsmuseet i kalenderen...

Entré: 
Familiebillet for 2 voksne og alle børn under 18 år: 230 DKK
Voksne: 125 DKK
Sæsonkort: 180 DKK
Børn 0-17 år: Altid gratis entré

Vikingeskibsmuseet i Roskilde: 
Vindeboder 12, 4000 Roskilde, tlf.: 46 300 200