Havets dyb er Danmarks største skatkammer
Her ligger tusindvis af skibsvrag skjult af århundreders sand og dynd. Indimellem sker det, at deres historier kommer for dagens lys.
Vikingeskibsmuseets marinarkæologer finder og undersøger nye skibsfund på havbunden, og i helt særlige tilfælde bliver nye skibsfund også bjerget, så de kan blive undersøgt på land i Vikingeskibsmuseets marinarkæologiske værksted.
Mellem jul og nytår er der en en helt særlig mulighed for at komme tæt på marinarkæologernes verden.
Den 28., 29. og 30. december åbner vi dørene til et eksklusivt program med særudstilling og rundvisninger i forbindelse med premieren på DR-dokumentaren Gåden i dybet, hvor historiker Cecilie Nielsen følger udgravningen og udforskningen af et middelalderskib.
Kom helt tæt på arbejdet i marinarkæologernes værksted
I marinarkæologernes værksted kan besøgende opleve, hvordan skibsfund fra havets dyb bliver udgravet og undersøgt. Her vises særudstillingen om skibsvragene Svælget 1 og Svælget 2, som museets marinarkæologer har udgravet i forbindelse med etableringen af Københavns nye bydel Lynetteholm.
I udstillingen zoomer vi ind på det komplekse arbejde med at bygge en model af et skib ved hjælp af nøjagtige 3D-print af alle de bevarede skibsdele. Modellerne hjælper arkæologerne med at fastslå skibenes form og størrelse.
Besøgende i værkstedet får mulighed for selv at prøve kræfter med den marinarkæologiske metode til fortolkning af et ældgammelt skibsfund.
Mød en marinarkæolog
Den 28. december har DRs dokumentarserie Gåden i dybet premiere på dr.dk, og i den anledning kan besøgende på Vikingeskibsmuseet også møde en af marinarkæologerne fra kl. 13 til 14 i værkstedet.
Pop-up udstilling og rundvisninger 28., 29. og 30. december
Marinarkæologernes værksted holder åbent på udvalgte tidspunkter mellem jul og nytår den 28., 29. og 30. december. Her kan besøgende også komme med på en særrundvisning om arbejdet med skibsvragene.
Søndag den 28. december 2025: Udstillingsåbning
Kl. 11.00–15.00: Besøg pop-up udstillingen Gåden i Dybet i Marinarkæologernes værksted
Kl. 13.00–14.00: Mød en marinarkæolog i værkstedet og hør om udgravningen
Kl. 14.00–15.00: Særrundvisning: Kom med i dybet
Mandag den 29. december og tirsdag den 30. december 2025
Kl. 11.00–15.00: Besøg pop-up udstillingen Gåden i Dybet i Marinarkæologernes værksted
Kl. 14.00–15.00: Særrundvisning: Kom med i dybet
Særrundvisning med arkæolog: Kom med i dybet
Følg med arkæologen på særrundvisning gennem 60 års marinarkæologi på Vikingeskibsmuseet, fra 1000-tallets vikingeskibe udgravet ved Skuldelev til 1800-tallets fragtskibe.
Rundvisningen starter i Vikingeskibshallen og fortsætter over til Marinarkæologernes værksted på Museumsøen. Arrangementet er inkluderet i entrébilletten til Vikingeskibsmuseet.
Nytårsprogrammet er startskuddet til det kommende års aktiviteter med fokus på marinarkæologien, hvor vi byder på foredrag, fortællinger og formidling til både børn og voksne.