Troldhøjene i Strandegård Dyrehave
Lige syd for Faxe Ladeplads, hvor Rollo stævnede ud for at erobre Normandiet, ligger Strandegård Dyrehave – her knejser 2-300 år gamle træer 15 m over Faxe Bugt. I dette fredelige område har mennesker stedt deres familier til hvile igennem hele oldtiden. Stadig beskyttet under de høje trækroner ligger en lille, 6000 år gammel langdysse fra bondestenalderen.
Placeret tæt ved den stejle klint ligger en gruppe bronzealderhøje med udsigt over havet. Ifølge sagnet skulle en søkonge været begravet i den største, hans hest i den anden og hans skatte i den tredje. I nærheden kan man se, hvad der umiddelbart blot ligner en bunke sten, men en gammel arkivtegning viser, at det er resterne af en skibssætning fra vikingetiden.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
Grønsund mellem Sjælland og Falster udgør den naturlige hovedvandvej fra Østersøen til øhavet sydvest for Sjælland. Ca. 2 km syd for Stubbekøbing fandt arkæologer i 1981 velbevarede, men udslidte skibs dele, som stammede fra flere forskellige skibe.