Uddrag fra logbogen, 29-30. juli.

Udgivet 30/07-2008


Kl. 07.45, log 633, vind sydvest 6 m/s.
Vi lader fortøjningerne gå og ror forventningsfulde og glade ud af
Lowestoft havn.

Kl. 10.00, log 647, vind sydvest 9 m/s.
Vi går kurs direkte øst mod Holland, for at have en mulighed for at gå i
havn, hvis vinden ikke er god til en kurs mod Thyborøn. Vi venter til vi er
ud for den Hollandske kyst, med at beslutte om vi går videre nordøst over,
eller om vi vil vente på en gunstigere vind i Den Helder.

Kl. 12.00, log 668, vind sydvest 12 m/s.
Vi krydser den nordgående dybvandsrute. Megen trafik. Vinden er øget, og
der er noget mere søgang. Vi overvejer et reb, men beslutter at vente for
at have større fart, mens vi krydser den tværgående trafik.

Kl. 13.50, log 664, vind sydvest 15 m/s.
Vinden øger, Vi firer sejlet af, og tager 2 reb i sejlet. Søen er hård, og
vi ruller en del.

Kl. 15.02, log 682, vind sydvest 10 m/s.
Vi ruller en del i søen, op til 15 grader. Enkelte er søsyge.

Kl.16.00, log 687, vind sydvest 8 m/s.
Vinden er løjet og Vi reber ud til fuldt sejl igen. Vi ruller stadig en del
i den tværgående sø, og vi har brug for større fart for at ligge roligere.

Kl. 17.00, log 693, vind sydvest 8 m/s.
Pga. modstridende prognoser fra forskellige vejrudsigter, er vi endnu
usikre på om vi går til Den Helder, eller direkte mod Thyborøn. Det kan
blive flere døgns sejlads. Besætningen underrettes og frivagten sørger for
at få hvilet.

Kl. 19.00, log 701, vind sydvest 6 m/s.
Vi skifter fra engelsk tid til dansk tid. Klokken er nu 20.00.
Rorvidjen efterses og strammes.

Kl. 21.00, log 704, vind sydvest 4-5 m/s.
Pga. en vejrmelding som melder fris østlig og nordøstlig vind sidst på
dagen i dag og i morgen, har vi besluttet os for at gå ind i Den Helder.
Lanternerne tændes. Boreplatforme til både bagbord og styrbord. En due
sidder på råen og har siddet der i en time.

Kl. 24.00, log 715, vind sydsydøst 5 m/s.
Vinden er spidset en smule, så halsen flyttes frem i bidevindsposition.

Kl. 02.00, log 724, vind sydsydøst, 6 m/s.
Tilbage på kursen efter at have veget for et skib med begrænset
manøvreevne. Meget trafikeret farvand, ellers en stille og rolig sejlads.

Kl. 03.00, log 728, vind sydsydøst 6 m/s.
Stille og stjerneklar nat. Bagbord vagt ligger roligt og sover, mens
styrbord vagt nyder månen som netop er kommet på himlen.
Strømmen sætter os nordover for vores kurs. Vi mister fart og driver mere
når vi spidser op, derfor fortsætter vi styret kurs, og venter på at
strømmen vender om en time.

Kl. 06.00, log 737, vind sydøst 4 m/s.
Lanternerne slukkes. Duen letter fra råen og flyver sin vej. Pga. lav fart
kommer vi for sent til gunstig strøm i indsejlingen til Den Helder.

Kl. 09.30, log 743, vind sydøst 4 m/s.
Vi har 1,5 knobs modstrøm i indsejlingen til Den Helder, og fart over
grunden på 0,3 knob. Vi falder af og går i den nordlige del af løbet.

Kl. 11.00, log 746, vind sydsydøst 6 m/s.
Vi har 2 knobs modstrøm, men holder god fart. Vi går ind under land for at
få mindre strøm.

Kl. 12.00, log 747, vind sydsydøst 6 m/s.
Vi spidser op og går fuld højde rundt om pynten Kaap Hoold. Alle sidder ned
for at mindske vindmodstand. Modstrøm 1,5 knob.

Kl. 13.00, log 750, vind øst 6 m/s.
Vi krydser os mod havnen, og ror samtidig under sejlet på hveranden åre,
for at kunne avancere mod strømmen. Det giver god effekt, og er god øvelse
for besætningen.

Kl. 14.47 log 755, vind øst 3 m/s
Vi sejlede ind i havnen for sejl, og roede under en bro til den inderste
del af havnen.
Fortøjningerne kastes i land efter 122 sømil på 30 timer. Gennemsnitsfart
på 4,1 knob.



Oprettet af Vibeke Bischoff