Årets sommertogt med Havhingsten fra Glendalough er vel overstået. Fra 18. til 31. juli har skibet sejlet med 45 besætningsmedlemmer gennem Roskilde Fjord og Isefjorden, hvor dagene har vekslet mellem sejlads, træning, havneliv og fællesskab.
Undervejs er besætningen blevet mindet om en af de vigtigste forudsætninger for vikingeskibssejlads: Det er naturen, der bestemmer tempoet. Kraftig nordenvind, torden og sommerstorme har flere gange ændret planerne, mens andre dage har budt på flotte sejladser og god fart gennem vandet. På turen mellem Orø og Rørvig nåede Havhingsten helt op på ni knob, men lige så vigtig som de hurtige sømil var evnen til at vente, når vejret krævede det.
Livet ombord
Netop vekselvirkningen mellem sejlads og ventetid er en vigtig del af oplevelsen ved at sejle verdens største sejlende rekonstruktion af et vikingeskib. Når vinden har holdt skibet i havn, har livet ombord ikke stået stille. Besætningen har trænet manøvrer, øvet sømandsskab og arbejdet med færdigheder som at brase bak, rebe sejl og manøvrere det 30 meter lange langskib under skiftende forhold.
Samtidig har havneopholdene i blandt andet Frederikssund, Orø og Rørvig budt på møder med nysgerrige gæster, der har fået mulighed for at komme tæt på skibet og prøve kræfter med årerne. Om aftenen er telte blevet rejst, maden lavet, historier fortalt og nye venskaber skabt omkring lejrlivet ved kajen.
Historien mærkes på egen krop
For både nye og erfarne gaster har sommertogtet været en mulighed for at opleve vikingeskibssejlads på egen hånd. Ombord er sejlads, navigation, vejrvurdering og samarbejde blevet en del af hverdagen. Besætningen har mærket vindens kræfter, lært skibets egenskaber at kende og fået erfaring med de udfordringer, som havgående sejlads har budt på gennem århundreder. Flere af årets deltagere har været nye ombord, men har hurtigt lært skibet og fællesskabet at kende gennem arbejdet på dæk, ved årerne og under sejl.
Det følgende er en dagbog fra årets sommertogt med nedslag i de oplevelser, udfordringer og hverdagsøjeblikke, der prægede besætningens rejse gennem Roskilde Fjord og Isefjorden.
Uddrag af dagbog fra togtet
18. juli | Roskilde
De sidste forberedelser blev gjort færdige, inden Havhingsten og de 45 besætningsmedlemmer kunne sætte kurs mod årets sommertogt.
"Vi forhalede Havhingsten under broen og riggede til, så Havhingsten kan drage ud på årets sommertogt," lød det fra lauget kort inden afgang.
Morgenen blev brugt på de sidste pakninger og introduktion af nye gaster, og da provianten var pakket, og de nye gaster havde fået introduktion til livet ombord, kunne lauget ro skibet ud af havnen og lade vind og råstyrke føre dem de første sømil i den snævre Roskilde Fjord.
18. juli | Østby Havn
Den første aften på togtet blev tilbragt i Østby Havn. Og det er ikke bare at gå fra borde og holde fri efter endt sejlads, for der skal rejses telte, laves aftensmad og indrettes lejrplads til de 45 besætningsmedlemmer.
Men når dagens arbejde er slut, sænkes tempoet. Historier deles, nye bekendtskaber opstår, og fællesskabet styrkes omkring skibet.
"Det er de timer, der gør, at et togt bliver til mere end bare sejlads,"fortæller lauget på deres Facebookside.
Sømil og destinationer er en vigtig del af rejsen, men fællesskabet omkring skibet er mindst lige så vigtigt.
19. juli | Frederikssund
Vejret minder besætningen om, hvem der bestemmer. Så det blev kun til en kort sejlads, før udsigten til kraftig nordenvind og tordenvejr gjorde, at Havhingsten satte kurs mod Frederikssund.
"Vejrudsigten lovede kraftig vind og torden, og når vejret taler, så lytter man. Vinden bestemmer – i dag som for 1.000 år siden," skriver lauget på Facebook.
For sådan en situation er ikke så forskellig fra den, Havhingstens historiske forbillede oplevede for næsten et årtusinde siden. Også dengang måtte søfarere væbne sig med tålmodighed og vente på gunstig vind og vejr, før rejsen kunne fortsætte.
Og da vejret heller ikke artede sig dagen efter, blev det til en overliggerdag. Her skulle der ikke pakkes grej og telte, og der var ingen rokommandoer eller afgangstider. På togtets første overliggerdag skulle besætningen finde landrytmen, hvor tiden blev brugt på at vedligeholde de maritime færdigheder, let teoriundervisning og de løbende praktiske opgaver, der får fællesskabet til at fungere.
Og så blev der tjekket vejrudsigter. For uanset hvor hyggeligt der er i havn, håber alle på, at vinden snart arter sig, så de kan få sømil under kølen.
23. juli | Lynæs og Orø
Men sådan gik det ikke rigtig. Vinden viste sig fortsat at være utilregnelig; enten kom den hårdt og stødende fra nord, eller også udeblev den næsten helt. Drømmen om mange sømil blev derfor midlertidigt lagt til side til fordel for håbet om snart at nå den nordligste del af fjorden, hvor nordenvinden kunne bruges til fordel på vejen sydpå gennem Isefjorden.
Endelig, den 23. juli, var besætningen klar til at gå mod Orø.
Dagen begyndte med en lidt anderledes havnemanøvre ud af Lynæs. Der var ganske enkelt ikke plads til at ro Havhingsten fri af havnen, og derfor måtte der findes en alternativ løsning. Med hjælp fra lokale kræfter kom skibet godt afsted, og endnu en ny løsning kunne føjes til besætningens erfaringer.
Syd for Lynæs Sand breder Isefjorden sig ud til et perfekt sted til en grundig træningssejlads. Der er plads nok til at få skibet op i fart og alligevel ikke mere plads, end at der skal vendes i et tempo, der giver sved på panden. Når et skib går lange stræk, kan der være langt mellem manøvrerne, men i fjordene skal besætningen være på tæerne hele tiden, når skibet er under sejl. Hver vending træner samspillet og koordineringen fra for til agter i det 30 meter lange skib.
"Øvelse gør mester, og det er en fornøjelse at mærke, hvordan besætning og skib spiller bedre og bedre sammen for hver manøvre," skriver lauget efter træningssejladserne.
Hen på dagen lagde Havhingsten til på Orø. Det store langskib vakte hurtigt interesse på havnen, hvor både børn og voksne kom forbi for at opleve skibet på nært hold. Flere fik også mulighed for selv at prøve kræfter med årerne og få et personligt kig på livet ombord.
27. juli | Orø til Rørvig
Efter nogle gode og lærerige dage ombord lagde Havhingsten til i Rørvig den 27. juli. Sejladsen fra Orø blev en frisk en af slagsen:
"Vi startede med en fantastisk sejlads fra Orø til Rørvig, hvor vi kom helt op på 9 knob. Det var en skøn tur med god fart gennem vandet," kan man læse på laugets Facebookside.
Planen var at fortsætte ud i Kattegat, men vejret ville det anderledes. I stedet for at slås mod vind og bølger valgte besætningen at blive i Isefjorden. Fjordens bredning udgjorde igen træningsbanen, og lauget fik mulighed for at træne nogle af de manøvrer, de ikke bruger så tit, blandt andet brase bak, som besætningen kalder deres "nødbremse".
Når man braser bak, bremser skibet op. Nogle kalder det også at ligge bi. Råen, der bærer det store råsejl, drejes med braserne, som er de tove, der sidder i råens ender, så vinden delvist fanges på forsiden af sejlet. På den måde kan man modvirke fremdriften. Skibet mister fart og kan holdes nogenlunde i ro eller under kontrol, mens besætningen afventer noget, orienterer sig eller udfører en opgave.
Besætningen øvede også at rebe sejlet, en manøvre der bruges, når vinden bliver for kraftig. På Havhingstens store råsejl betyder det, at en del af sejlet kan bindes op forneden eller foroven op til råen, så sejlfladen bliver mindre. Dermed kan skibet fortsætte under sejl, selv når vejret frisker til.
28. juli | Rørvig
Så meldte vinden for alvor sin ankomst, og Havhingsten red sommerstormen af i havn.
Overliggerdage er en del af vikingeskibssejladsen, for skibene har ikke motor, og derfor er vejr og vind helt afgørende for, hvornår det er muligt at sejle videre.
At vente på den rette bør er derfor en del af selve sejladsen. Vikingetidens langskibe kunne tilbagelægge store afstande hurtigt, når forholdene var til det, men når vinden var imod dem, afventede man oftest bedre forhold. At presse videre mod vind og sø kostede både tid og kræfter og sled unødigt på både skib og mandskab. Først når vejret spillede med, blev rejsen genoptaget. Den tålmodighed var en forudsætning for sejlads over større afstande i vikingetiden.
Det gjaldt også de store flåder i 1000-tallet. I forbindelse med Knud den Stores togter beskriver skalden Torarin (Þórarinn loftunga), hvordan skibene samledes ved Egersund og afventede gunstige vinde, før færdens næste etape kunne begynde.
I Rørvig blev ventetiden brugt godt. Mens Havhingsten blev holdt i havn af vinden, fortsatte livet ombord og på kajen. Havnen var fuld af sejlere, og besætningen fik talt med de mange nysgerrige, der straks kommer til, når skibet er i havn.
Men blæsevejret satte også et endeligt punktum for drømmene om Kattegats åbne vidder, så havnetiden kunne gå med at planlægge turen hjemover.
30. juli | Østby Havn
Alle veje fører til … Østby.
Østby Havn er en af de små fjordhavne, hvor det gamle fjordfiskeri stadig er synligt. Havnen blev anlagt til områdets joller og mindre fiskerbåde og har i generationer været et naturligt mødested for folk langs fjorden.
På vejen hjem til Roskilde fik den lille havn endnu engang anløb af fjordens længste træskib, denne gang som afslutning på sommertogtet. I løbet af aftenen trak mørke skyer sig sammen, og ude over horisonten blev nattehimlen oplyst af et festfyrværkeri af lyn. Fra kajen kunne besætningen følge naturens eget lysshow som en påmindelse om de naturkræfter, der havde sat dagsordenen for hele sommertogtet.
31. juli | Museumshavnen
På togtets sidste dag var vinden endelig med skib og besætning. Det blæste fra nordvest, hvilket var perfekt for at komme gennem den smalle sejlrende ved Eskildsø og ud i Roskilde Fjords indre bredning.
Klokken 9 var skibet pakket, besætningen ombord, og den sidste del af rejsen kunne begynde.
Besætningen nød vejret og brugte dagen til træningssejlads. Togtets sidste frokost blev nydt ombord, og så blev kursen sat vemodigt mod museumshavnen. Klokken 18 gled Havhingsten majestætisk ind i havnen. Der skulle blot nogle få rokommandoer til, før skibet lå ved kaj.
Tak for denne gang og på gensyn.
Husk, at fællesskabet i bådelauget er åbent, og at der altid er plads til nye medlemmer, der har lyst til at sejle på fortidens betingelser.
Fakta: Bådelaugene ved Vikingeskibsmuseet
Vikingeskibsmuseets bådelaug er frivillige fællesskaber, hvor medlemmerne sejler, vedligeholder og formidler museets rekonstruktioner af historiske fartøjer.
Som laugsmedlem bliver man en aktiv del af arbejdet med at holde de maritime håndværk, sejladsformer og traditioner levende i praksis. Laugenes aktiviteter spænder fra sejlads og togter til vedligeholdelse af skibene, træning, formidling og sociale arrangementer.
Du kan læse mere om museets bådelaug på laugnet.dk
Et af laugene er Havhingstens bådelaug, som har omkring 200 medlemmer med vidt forskellige aldre, baggrunde og erfaringer. Lauget står for sejlads, vedligeholdelse og formidling af Havhingsten fra Glendalough, verdens største rekonstruerede vikingeskib, og samarbejder samtidig med Vikingeskibsmuseet om eksperimentalarkæologiske undersøgelser af skibets sejlegenskaber.
Du kan finde mere information om Havhingstens bådelaug på laugnet.dk
Der kræves ikke forudgående sejlererfaring for at blive medlem. Nye medlemmer oplæres gennem deltagelse i laugsaktiviteterne og bliver en del af et fællesskab, hvor læring, samarbejde og praktisk erfaring er centrale elementer. Bådelaugene sejler typisk på hverdagsaftener og i weekender fra april til oktober samt på længere togter i pinsen og sommerferien.
Interesserede kan læse mere om de forskellige laug og ansøge om medlemskab via Laugnet.
Ønsker man specifikt at høre mere om Havhingstens bådelaug, kan lauget kontaktes på havhingsten@live.dk eller gennem formand Anders Brendstrup på 28 93 13 26.
