Ro en tur på egen hånd i Nationalpark Skjoldungernes Land

De to klinkbyggede både ligger ved Kattingeværk i Nationalpark Skjoldungernes Land. Foto: Mikkel Eeg
De to klinkbyggede både ligger ved Kattingeværk i Nationalpark Skjoldungernes Land. Foto: Mikkel Eeg
Udgivet 01/05-2023

Snør vandreskoene og gør dit besøg på Vikingeskibsmuseet til en heldags-naturoplevelse i Nationalpark Skjoldungernes Land.

Vikingeskibsmuseet ligger som en blå port ud til Nationalpark Skjoldungernes Land. I nationalparken mødes vandet og landet i bugter og vige med strandenge, skove og kystskrænter.

De mange fredede øer og holme er hjemsted for over 10.000 fuglepar hvert år, heriblandt de majestætiske havørne.

Fra museumsøen kan du sejle med vores sejladsinstruktører ud i det smukke fjordlandskab hver eneste dag i sommerhalvåret.

» Se tidspunkterne for vores daglige sejladser fra Museumsøen her...

Ro en tur på egen hånd

Hvis du gerne vil ud på vandet på egen hånd og samtidig elsker vandreture, så vil vi opfordre dig til at udforske landskabet til fods.

Følg den smukke vandretur af Skjoldungestien fra museets havn langs kysten og gennem nationalparkens skov til Slusehuset ved Kattingeværk.

Fra den 1. maj ligger her to af Vikingeskibsmuseets traditionelle klinkbyggede både, som man kan låne ganske gratis.

Turen gennem den storslåede natur er på omkring 6 kilometer og tager lidt over en time for et par raske ben.

Sådan låner du en robåd

De to robåde ved Kattingeværk kan lånes efter først-til-mølle-princippet.

Ved siden af Fejøprammene er der et skilt med et telefonnummer.
Send en sms til det nummer og du får sikkerhedsanvisninger samt en kode til at låse jollerne op.

Der ligger både redningsveste og årer ved jollerne, så du kan tage en kort tur på fjorden og opleve UNESCO-kulturarven på tæt hold.

Levende kulturarv

Museets bådebyggere Martin og Ida gjorde sidste uge de to Fejøpramme klar til sæsonens sejlads. Bunden blev tætnet og de sidste kanter blev malet.

De to både er traditionelle klinkbyggede robåde af træ. En bådtype, som sidste år officielt blev anerkendt af UNESCO som levende kulturarv.

Ved at stille bådene til rådighed for offentligheden er Nationalpark Skjoldungernes Land med til at sørge for at bevare traditionerne og brugen af de nordiske træbåde, som i mere end tusind år har været afgørende for de nordiske folks tilknytning til havet.

Datidens ’folkevogn’ på vandet

Kattingeværk har altid været tæt knyttet til livet på fjorden. Der har blandt andet været et landingssted og toldstation til import af råvarer på vandet.

I kanalen ved Slusehuset har der også altid ligget små træjoller, som var datidens ”folkevogn”.

I Roskilde Fjord var de små klinkbyggede træbåde en stor del af hverdagen som transportmiddel, arbejdsredskab og fornøjelse.  

Vikingeskibsmuseet bygger nye både

De to Fejøpramme, som ligger ved Slusehuset, er typiske både fra Fejø og omegn. I løbet af året vil Vikingeskibsmuseet bygge nye både til Nationalpark Skjoldungernes Land, ud fra de både, man typisk har sejlet i netop Roskilde Fjord.

I store bededagsferien og resten af sommeren kan gæster på museet derfor følge med i bådebyggernes arbejde med at skabe en klinkbygget jolle på cirka ca. 16 fod inde i værftshallen.

Den bliver bygget i egetræ og med et klinkbygget design, der tager udgangspunkt i de rundgattede joller fra Roskilde, Jyllinge og Roskilde Fjord.

» Læs mere om Nationalpark Skjoldungernes Land og de egnstypiske både her…