Sommerens projekt: Gislinge III

Udgivet 24/02-2016

Med baggrund i de erfaringer bådebyggerne gjorde sig under byggeriet i 2015, rekonstruerer Vikingeskibsmuseets bådeværft Gislingebåden én gang til!

Vores dygtige bådebyggere, smede, rebslagere og vævere formidler hvert år deres viden og skaber dialog med gæsterne ved at fremvise de materialer og processer, der er forbundet med deres arbejde.

Med Projekt Gislingebåd i 2015 udvidede Vikingeskibsmuseet denne dialog, ved at involvere publikum aktivt i processerne. Museumsgæsterne blev inviteret til ”at deltage” i byggeriet af Gislingebåden, en 7 meter lang båd fra 1100-tallet.

Vi gør det igen- Gislinge III

Under sidste års rekonstruktion var hovedfokus Open Source og publikumsinddragelse, i år lægges der vægt på Open Source og Eksperimentalarkæologi.

Med Gislinge III rekonstruerer Vikingeskibsmuseets bådebyggere gårdbåden fra Gislinge med baggrund i de erfaringer, de gjorde sig under byggeriet og sejladserne med den første rekonstruktion, der blev søsat i 2015.

Bådebyggerne vil igen benytte kendskabet til traditionel nordisk træbådebygning, andre arkæologiske kilder mm. Alt sammen med den begrænsning, at de ikke kan ændre på det fundne, arkæologiske materiale. 

Resultatet skal være en undersøgelse og beskrivelse af den eksperimentalarkæologiske metode. En metode med udgangspunkt i bevægelse, værktøjsbrug, træteknologi, tradition, erfaring mv., som bliver nøglen til at stille relevante anderledes spørgsmål, i jagten for at forstå vores fortid.


Oprettet af Sabine Stubbe Østergaard