Vinterferie på Vikingeskibsmuseet – Forsøg jer som fortidsforskere

Udstilling af vikingeskibe i Vikingeskibshallen. Copyright Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
Vinterferien byder på spændende museumsoplevelser for hele familien 10. - 25. februar.

Kom tættere på vikingernes liv på havet og arkæologernes arbejde med at undersøge fortidens skibe i vinterferien - hver dag i ugerne 7 og 8: 10. - 25. februar.

Hvordan forsøger Vikingeskibsmuseets forskere at løse de mange mysterier om de fantastiske forhistoriske skibe? Det kan I prøve kræfter med i vinterferien!

Ferieaktiviteterne tager jer blandt andet helt tæt på et krigsskib fra vikingetiden og de nyfundne skibe, som arkæologerne hentede op fra havets dyb sidste år.

Flere spørgsmål end svar

Når arkæologer, skibseksperter og forskere undersøger de bevarede dele af arkæologiske skibsfund, så lærer de hele tiden nye ting om fortidens mennesker og deres skibe. Ofte opstår der dog flere spørgsmål end svar.

Hvad har skibene været brugt til? Hvem har sejlet dem? Hvordan så skibene ud for 100, 500 eller flere 1000 år siden, da de sejlede omkring? Hvordan er skibene kommet fra Irland til Roskilde Fjord?

Nogle af svarene arbejder Vikingeskibsmuseets mange ”fortidsforskere” på at finde svar på. I vinterferien kan I gå i deres fodspor.

Hver dag er vores museumsformidlere klar til at guide jer på sporet. Man skal nemlig vide, hvad man skal kigge efter, når man undersøger skibsdelene. For de gamle skibe holder på deres hemmeligheder.

Program for vinterferien (uge 7 & uge 8)

Hallen:
11.00: Rundvisning i hallen (ENG)
11.30: Familierundvisning - Tag med på handelstogt
13.00: Rundvisning i hallen (DA)
13.30: Børneworkshop ved Skuldelev 5
14.30: Børneworkshop ved Skuldelev 5

Marinarkæologernes Værksted:
11.00: Workshop i marinarkæologernes værksted
12.30: Workshop i marinarkæologernes værksted

Entré: 
Børn 0-17 år: Altid gratis entré
Voksne: 125 DKK
Sæsonkort: 180 DKK
Familiebillet for 2 voksne og alle børn under 18 år: 230 DKK

» Læs mere om alle vinterferieaktiviteter her...

Hvilke mønstre ridsede vikingerne ind i et krigsskib?

Vikingeskibshallen har fem fantastiske skibe fra vikingetiden, og to af dem er krigsskibe. Det mindste af krigsskibene hedder Skuldelev 5, og skibet er det eneste i museet, der har et indridset mønster.  

I disse år er Vikingeskibsmuseets bådebyggere og skibseksperter i fuld gang med at genskabe det 900 år gamle krigsskib. Her er detaljer som det indgraverede mønster vigtige, fordi det kan fortælle noget om de mennesker, der sejlede og byggede skibene.

Men præcis, hvad mønsteret forestiller, det er eksperterne stadig i tvivl om.

Finder I mønsteret på jeres jagt efter skibets finurlige detaljer, så må I gerne komme med jeres eget bud. Måske synes I det ligner enden af en dragehale, en blomsterstilk eller midgårdsormens hale?

Hvordan fejer en kost med børster af hvalbarder?  

I marinarkæologernes værksted kan I få arkæologiske fund i hånden, som Vikingeskibsmuseets marinarkæologer har hentet op fra havets dyb.

Blandt andet har arkæologerne på et af deres dyk fundet en kost, hvor børsten er lavet af barder fra en hval.

Kan sådan en fejebørste af hvalbarder bruges til at feje støv væk? Det kan I selv afprøve i vinterferien.

Hils på en marinarkæolog

De fleste af de arkæologiske genstande vi har fundet frem i uge 7 og 8 kommer fra området omkring Københavns Havn.

Her har marinarkæologerne de sidste par år undersøgt, om der ligger kulturskatte gemt, som skal op og undersøges nærmere inden byggeriet af den kunstige ø Lynetteholmen kan gå i gang.

Alle hverdage i vinterferien kan børnene under workshoppen i Marinarkæologisk Værksted spejle sig i museets marinarkæologer.

Det er dem, som sidste år dykkede ned på bunden af havet ud for Amagers Kyst, for at hente to forhistoriske skibe op en del af gangen.

I værkstedet vil marinarkæologerne være i fuld gang med at undersøge de to skibe, og I er velkomne til at hilse og spørge ind. 

» Læs mere om de to skibe, som marinarkæologerne er i gang med at undersøge her...