Årets sidste togt: Oplev slaget ved Niså i efterårsferien

Før skibene kan sejle mod Niså, skal krigerne trænes. I efterårsferien kan børn og voksne være med, når Vikingeskibsmuseet gør klar til årets sidste togt.
Før skibene kan sejle mod Niså, skal krigerne trænes. I efterårsferien kan børn og voksne være med, når Vikingeskibsmuseet gør klar til årets sidste togt.
Udgivet: 17/09-2026

I efterårsferien fortæller vi historien om slaget ved Niså i 1062 gennem krigershows, kamptræning, bådebygning og aktiviteter ombord på vikingeskibet Havhingsten fra Glendalough.

I sensommeren 1062 nærmer to konger sig et afgørende opgør. Den danske konge Svend Estridsen og den norske konge Harald Hårderåde gør begge krav på Danmark, og nu bliver krigsskibene gjort klar til slaget ved Niså.

Men før et vikingeskib kan sejle på togt, skal besætningen samles, forsyningerne pakkes og krigerne gøres klar til kamp.

I efterårsferien kan børn og voksne blive en del af forberedelserne ombord på Havhingsten fra Glendalough og opleve fortællingen om menneskene, skibene og begivenhederne bag et af vikingetidens mest berømte slag.

Bliv en del af besætningen

Ombord på Vikingeskibsmuseets store rekonstruktion af et langskib, Havhingsten fra Glendalough, kan børn og voksne deltage i forberedelserne til togtet mod Niså. En besætning skal kunne samarbejde, ro og holde kursen, når skibet er på havet, og alle ombord har en vigtig opgave.

Museets formidlere fortæller om menneskene ombord, de lange rejser til søs og det forestående møde mellem kongerne Harald Hårderåde og Svend Estridsen. Aktiviteterne følger forberedelserne til den rejser, der skal føre dem til slaget; fra de første forsyninger kommer ombord, til krigerne står klar til kamp.

Træn som en kriger

To gange dagligt samles krigerne på Strandengen. Her viser museets krigere, hvordan sværd, skjold og økse blev brugt i kamp, og hvordan krigerne trænede, kæmpede og samarbejdede på slagmarken.

Når træningen er slut, er det tid til dagens store opgør. I Det Store Slag deles deltagerne i to hære, når Harald Hårderåde og Svend Estridsen tørner sammen ved Niså. Her kan alle være med, når slaget udspiller sig på Strandengen.

Smag på vikingetiden

Et togt kræver mad til mange mennesker. I teltet på Strandengen er bålene tændt, og her handler det om den kost, som skulle holde besætningen mæt under lange rejser til søs.

Hør om vikingetidens mad, smag på tørfisk og bag dit eget fladbrød over bål. Brødet er inspireret af næsten 1.000 år gamle fund fra Birka i Sverige, hvor arkæologer har fundet spor efter vikingetidens brødbagning. Derfor kalder vi det Birkakiks.

Oplev skibene og håndværket

På museumsøen kan I bygge jeres egne både i BygBåd-værkstedet, mens bådebyggerne på værftet arbejder på rekonstruktionen af krigsskibet Skuldelev 5.

Følg arbejdet på nært hold og oplev, hvordan tømmeret fra skoven forvandles til et nyt vikingeskib. 

Hvem vandt egentlig?

Næsten tusind år efter slaget ved Niså diskuteres resultatet stadig. Harald Hårderåde vandt kampen til søs, men Danmark forblev dansk under Svend Estridsen. 

I efterårsferien får I historien bag slaget og deltager i forberedelserne til togtet mod Niså ombord på vikingetidens imponerende langskib. Måske får I også jeres eget bud på, hvad der egentlig tæller som en sejr.

Læs også: Hvem vandt ved Niså i 1062 

Efterårsferie på Vikingeskibsmuseet 10. - 18. oktober 2026

Årets sidste togt
I efterårsferien fortæller vi historien om slaget ved Niså. Her kan du komme helt tæt på menneskene, skibene og de begivenheder, der udspillede sig i sensommeren 1062.

Børn og voksne kan blive en del af besætningen ombord på vikingeskibet Havhingsten fra Glendalough, træne som vikingetidens krigere, deltage i Det Store Slag og forberedelserne til togtet mod Niså.

Vi byder på krigershows, kamptræning, bådbyggeri, bål og fortællinger om et af vikingetidens mest berømte slag.

Se hele programmet her og køb billet www.vikingeskibsmuseet.dk

Åbningstid: Alle dage kl. 10.00-17.00
Entré:
Voksne: 165 kr.
Familiebillet (2 voksne + børn under 18 år): 310 kr.
Børn og unge under 18 år: Gratis adgang

Køb billet

Dagligt i efterårsferien
11.00 og 13.30: Krigershow
11.30 og 14.00: Det store slag
11.00-16.30: Bål og Birkakiks
10.30-16.30: Byg din egen båd

Praktisk information om efterårsferien på Vikingeskibsmuseet:
Hvornår: 10. - 18. oktober 2026
Alle dage kl. 10.00-17.00
Hvor: Vikingeskibsmuseet, Vindeboder 12, 4000 Roskilde


Oprettet af Rikke Tørnsø Johansen