Foredrag om Kongens 'bling'

I Røg og Brand - Slaget i Femern Bælt, 1644, på Vikingeskibsmuseet
Udgivet 11/03-2022

Kom og hør det spændende foredrag om ’Ornamenter og galionsfigurer på flådens skibe i 1600-tallet’ ved forfatter og bygningskonstruktør Jens Riise, tirsdag den 29. marts 2022, kl. 19.30.

Ornamenter og galionsfigurer på flådens skibe i 1600-tallet

Tirsdag den 29. marts 2022, kl. 19.30

Foredragsholder: Jens Riise Kristensen, bygningskonstruktør

1600-tallet var skibsdekorationernes guldalder. De enorme galioner i skibenes stævne, og de høje agterspejle gav store muligheder for tidens billedskærere og malere. 
Kongens skibe blev sejlende gallerier "til Rigets Ziir og Reputation".
Jens Riise Kristensen fortæller levende om skibenes imponerende dekorationer og hvad udsmykningen også stod for: Kongens demonstration af sin magt.

En farverig fortælling

Flot har det set ud, da Christian 4.´s flåde lå for anker tæt ved Lollands flade kyst i efteråret 1644. Farverige flag og vimpler blafrede i vinden. De fineste skibe var overdådigt dekoreret med utallige figurer, ornamenter, våbenskjolde og bemalinger i flotte farver. Fremtoning havde stor betydning, for kongens skibe var bærer af et budskab. En fortælling om overskud, viden, kultur og magt. Flådens skibe var som de kostbare slotte, der ifølge Christian 4. var bygget til ”rigets ære og tjeneste”.

I Christian 4.s regeringstid (1588-1648) blev inventar i slotte og kirker udsmykket med en større farveglæde og flere udskårne og bemalede figurer end i 1500-tallet. Man tog naturligt nok den samme billedverden med til søs. Christian 4. var en sømandskonge, og udsmykningen blev i hans regeringstid ekstra blomstrende og farverig.

Fakta om foredraget:

'Ornamenter og galionsfigurer på flådens skibe i 1600-tallet'

Foredragsholder: Jens Riise Kristensen, bygningskonstruktør
Dato: Tirsdag 29. marts 2022
Tidspunkt: kl. 19.30
Varighed: ca. 60 min.
Pris: 135 kr. + 15 kr. gebyr – dækker både foredrag og entre

» Køb billetter på BilletExpressen...

Se særudstillingen 'I Røg og Brand'

Vikingeskibsmuseet viser udstillingen om de marinarkæologiske undersøgelser i Femern Bælt, der afslørede de grusomme rester efter de tre krigsskibe, der gik tabt i søslaget i Femern Bælt i 1644. 

Fundet af skibene har kastet nyt lys over 'Torstenssonfejden', der udspillede sig fra 1643 til 1645, og som udgjorde en af de mange fejder i arvefjendeopgøret mellem Danmark og Sverige.

Det er en historie, der forgrener sig i utallige fortællinger - fra skibsvragene SWARTE ARENT, DELMENHORST og LINDORMEN, kampen om magten i Europa og den danske flådes mange krige til søs, til skibsbygning i 1600-tallet og smukt udskårne galionsfigurer.

Fakta om udstillingen:

Særudstillingen 'I Røg og Brand – Slaget i Femern Bælt, 1644' kan ses på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Der er indlånt genstande fra:
Nationalmuseet, Landesmuseum Schleswig-Holstein, Femern A/S samt Køge Maritime Modelbyggerlaug.

Udstillingen er skabt i samarbejde med designfirmaet Yoke Aps.

Særudstillingen er støttet af:
Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, Beckett-Fonden, Brebølfonden, A/S D/S Orients Fond og Furi Appel og Gunnar Niskers Fond til Almennyttige Formål.

Udstillingen ledsages af et formidlingsprogram med online genstandskatalog, foredrag, essays og rundvisninger.

» Følg dette link for at læse mere om udstillingen på Vikingeskibsmuseets hjemmeside


Oprettet af Rikke Tørnsø Johansen