Hvor ved vi det fra?
Kilder til belysning af vikingerne i Irland er ganske mange. I modsætning til i vikingernes egne hjemlande er der i Irland et stort skriftligt materiale fra vikingetiden.
De skriftlige kilder er nedskrevet af irske munke, der især fortæller om vikingernes mange plyndringer, men også om voldshandlinger, brutal krig med mord, brand og slavetagning. Det er mest kortfattede notater og generelt er vikingerne - forståeligt nok - ikke særlig positivt omtalt. Foruden de skriftlige kilder, hvor især Ulster-Annalerne står centralt, er der mange arkæologiske fund, særligt fra de senere vikingetidsbyer bl.a. Dublin, Waterford og Wexford. Men også nordiske stednavne og sproglige låneord vidner om vikingernes tilstedeværelse i Irland gennem mange hundrede år.
Citater fra skriftlige kilder
Øen flyder i mælk og honning, der er ingen mangel på vin, fisk eller fugl, og den bemærkelsesværdig for sine hjorte og geder.... (Beda i 8. århundrede)
Irland er næsten det bedste af alle lande, man kender (Konungs Skuggsjá, Kap. 50 13. århundrede)
Berdal-spænder fra Kilmainham i Dublin
Fundet af to Berdal-spænder i Dublin er et af de allertidligste beviser på kulturmødet mellem vikingerne og irerne. De to ovale spænder blev formentlig fundet i en vikingetids kvindegrav ved Kilmainham i 1845. De ovale (skålformede) spænder var det mest almindelige dragtnåle i kvindernes selekjole. De blev båret parvis og var ofte forbundet af sølvkæder ellker kæder med glas og ravperler.
Dette par er kendt som Berdal spænder, opkaldt efter en grav i Norge. De hører til de tidligste af ovale spænder, og der er kun fundet ca. 50 af dem. De har en udbredelse, der er begrænset til Danmark og det sydlige og vestlige Norge, og spænderne fra Kilmainham er de eneste kendte vestlige eksemplarer. I Ribe er der i udgravningslag fra omkring 800 fundet forme til tilsvarende spænder. Det er udsikkert om Kilmainham spænderne er produceret i Skandinavien eller i Dublin.
Skuldelev 2
Endnu et eksempel på relationerne mellem Danmark og Irland er skibsbygningskunsten. Vikingeskibsmuseets store 30 m lange krigsskib Skuldelev 2 blev bygget i Dublin i 1040'erne og sænket i Roskilde Fjord. Skibet, der kan ses i museets store udstillingshal er et af de fornemste beviser på hvad vikingerne bragte til den irske kultur.